Lantmännen er et landbrugskooperativ og Nordeuropas førende indenfor landbrug, maskiner, bioenergi og fødevarer.
Brian Hellerup Iversen, bager
"Jeg går op i kvalitet og godt håndværk. Det giver mig stor tilfredshed at se et produkt lykkes, og samtidig betyder det meget for mig at arbejde et sted, hvor samarbejdet er stærkt, og hvor alle bidrager til at få tingene til at lykkes."
Jeg arbejder som bager i bageriet i Holstebro og har været en del af Lantmännen Unibake i fem måneder. Jeg er uddannet håndværksbager og har tidligere arbejdet i traditionelle bagerier, men søgte mod industribageriet, blandt andet fordi arbejdstiderne passede bedre til familielivet. Her har jeg mulighed for at aflevere mine børn om morgenen, holde fri i weekenderne og samtidig arbejde med brød i høj kvalitet.
Min hverdag handler om meget mere end at bage. Jeg overvåger og justerer processer, arbejder med dejføring, kontrolvejning og maskinindstillinger og sikrer, at produkterne lever op til de kvalitetskrav, vi har. Vi producerer mange forskellige varenumre, og der er hele tiden noget, man skal holde øje med. Som uddannet bager har jeg en god forståelse for råvarerne og dejen, og det hjælper mig med hurtigt at reagere, hvis noget ikke udvikler sig, som det skal.
Det, der gør arbejdet meningsfuldt for mig, er at levere et godt produkt hver eneste dag. Forbrugerne spiser med øjnene først, så produkterne skal både se rigtige ud og smage godt. Samtidig ved vi, at selv små fejl kan få store konsekvenser, når man producerer i stor skala. Derfor er det vigtigt for mig, at vi arbejder grundigt og ikke går på kompromis med kvaliteten.
Jeg oplever en kultur med et stærkt samarbejde og et fladt hierarki. Mine kollegerne er hjælpsomme, og der er altid nogen, man kan spørge til råds. Selvom jeg er uddannet bager, har jeg skullet lære en masse nyt om maskiner og processer, og her har de erfarne kollegaer været en stor hjælp. Samtidig sætter jeg pris på, at ledelsen er synlig i hverdagen og tager sig tid til dialog. Man bliver lyttet til og inddraget, og det gør en forskel.
Siden jeg startede, har jeg lært utrolig meget. Selve håndværket kendte jeg allerede, men arbejdet med maskiner, produktionsudstyr og de store processer har været en helt ny verden for mig. På mange måder føles det som en ny uddannelse, og det er noget af det, jeg synes er mest spændende ved jobbet.
Hvis du overvejer at søge job hos os, vil jeg sige: Gør det, hvis du har lyst til at lære nyt og tage ansvar. Her bliver man kastet ud i opgaverne på en god måde, og hvis man viser engagement, får man hurtigt mulighed for at udvikle sig. Samtidig bliver du en del af et team med hjælpsomme kollegaer og ledere, der er tæt på hverdagen.
Mit yndlingsbrød?
Helt klart surdejsbrød. Jeg elsker både at bage og spise det. Der er masser af smag, en flot krumme og et levende produkt, som kræver lidt ekstra opmærksomhed. Det gør det spændende at arbejde med – også når jeg bager derhjemme.