Thomas Opstrup, Production Specialist

“Jeg er tæt på produktionen i mit arbejde og sætter pris på at se, at det vi laver, virker i praksis. Samtidig er samarbejdet med kollegaer på tværs en vigtig del af min hverdag.”

Jeg arbejder som Production Specialist hos Lantmännen Unibake i Holstebro, hvor jeg er helt tæt på den daglige produktion. Min hverdag handler om at optimere processer, løse de udfordringer der opstår, og sikre en stabil drift i produktionen.

Derudover er jeg involveret i forbedringsprojekter samt udvikling og indkøring af nye produkter, hvilket giver en varieret og spændende hverdag. Jeg samarbejder bredt med både operatører, teknikere, produktudviklere, kvalitetsafdelingen og ledelsen, og det er netop det tværfaglige samarbejde, jeg virkelig trives i.

Jeg startede hos Lantmännen for 26 år siden og har gennem tiden haft flere forskellige roller i produktionen – blandt andet som pakkeoperatør, bager og produktionsleder i omkring 16 år. Det giver mig en bred forståelse for hele værdikæden og en praktisk tilgang til de opgaver, jeg sidder med i dag.

Siden jeg startede i Holstebro, har jeg udviklet mig markant – især inden for problemløsning og min forståelse af processer i produktionen. I hverdagen på linjerne har jeg i høj grad styrket mine samarbejdsevner, hvor jeg arbejder tæt sammen med kolleger på tværs af funktioner for at finde løsninger, der fungerer i praksis og sikrer en stabil drift.

I mit arbejde betyder det meget for mig at være åben og have en god dialog med dem, jeg arbejder sammen med – det er sådan, vi finder de bedste løsninger. Jeg prøver altid at tænke i helheder og se på, hvordan tingene hænger sammen i produktionen, så det ikke kun løser ét problem, men fungerer i praksis hele vejen rundt. Samtidig tror jeg på, at det er vigtigt at handle på tingene, når vi ser en mulighed for forbedring, så vi hele tiden kan rykke os og skabe resultater i hverdagen.

Jeg oplever kulturen som nede på jorden og præget af et stærkt samarbejde. Vi hjælper hinanden på tværs af funktioner, og der er ikke langt fra idé til handling. Det er en hverdag, hvor man bliver lyttet til, og hvor vi sammen finder løsninger, når der opstår udfordringer.

Det, der i sidste ende betyder mest for mig er arbejdsglæde, variationen i arbejdsopgaverne og de altid humørfyldte kollegaer, jeg arbejder sammen med. Når vi lykkes i fællesskab og kan se resultaterne af vores indsatser i produktionen, giver det en rigtig god følelse at gå på arbejde. Samtidig er der en særlig stolthed i at kunne stå i butikken og se de produkter, som man selv har været med til at udvikle og få til at lykkes i produktionen – det gør arbejdet meget konkret og meningsfuldt.

Hvis du overvejer at søge job hos os, vil jeg sige: Gør det. Det er et sted, hvor du får ansvar, bliver udfordret og kan gøre en reel forskel i hverdagen – samtidig med, at du bliver en del af et stærkt fællesskab.

Mit yndlingsbrød?
En lækker Surdejsbolle med sesam. Jeg er vild med den sprøde skorpe og den syrlige smag – men en kanelsnegl går jeg heller ikke af vejen for. Det er en klassiker, der altid rammer plet.